Rötter - din källa för släktforskning driven av Sveriges Släktforskarförbund
- Du är här:
- Start
- Faktabanken
- Avrättade
- 2006-04-12 00:00
Tillbaka
#195
| Tidpunkt | 1868-07-17 |
| Plats | Skedsmo, Norge
|
| Brott |
|
| Avrättades hemort | Göteborg |
| Uppgifter om avrättningen | VG 8.1.1868: Et fælt Mord er Natten mellem 29de og 30te December begaaet i Skedsmo, hvor en gammel Kone i en Plads under Præstegaarden fandtes død om Morgenen i sin Seng. Forøveren deraf, en Svenske ved Navn Olaves Andersen, er allerede opdaget. Da han paa Christiania Politikammer anklagedes for Forbrydelsen, nægtede han først med spottende Latter at have begaet den, men da Forhøret senere frembragte saameget, som maatte fælde ham, sagde han tilsidst med stor Kulde, at der ikke gjordes mere Talen behov, thi han havde slagit ihjæl kvinnan. Han havde faaet Hus i Pladsen om Natten, havde ventet til Konen var falden i Søvn, tændte da Lys og gik ind i hendes Kammer, hvor han først med en Bismer gav hende et voldsomt Slag i Hovedet og derefter fuldførte Resten med Øxehammeren. Morderens hele Person og Væsen er saa mærkværdig, at vi maa fortælle lidt mere om ham. Han er født af fattige Forældre i Nærheden af Gøteborg, i sin Barndom ledsagede han Moderen paa Betleri. Da han voxede til, slog han sig paa Jordarbeide og fik Tjeneste paa en større Eiendom. Her blev han kjendt med et tydsk Fruentimmer, som kom hjem med Herskabet, og med hende indgik han senere Ægteskab. Han levede fremdeles unde smaa Kaar og havde efterhaanden gjort sig skyldig i Tyverier. En Dag, det var Juleaften for omtrent 12 Aar siden, modtog han og hans Hustru en Indbydelse til Selskab hos en tydsk Familie, som boede i Nærheden. Under Samværet der, efter at Angjeldende var blevet rusig, kom Samtalen paa hans Ægteskab, og det blev herunder ytret Misnøie med, at Angjeldendes Hustru, som tydsk, havde gjort et kleint Gifte ved at ægte Angjeldende, der var svensk, og det blev bebreidet Anderson, at han ikke var god nok. Herover blev han rasende og ud paa Aftenen listede han sig hen og satte ubemærket Ild paa Huset. Hele Gaarden nedbrændte fuldstændigt, der gik dog intet Menneskeliv tilspilde, men nogle kom dog tilskade. Paasættelsen var foretagen med saamegen Omtanke, og ilden greb saa hurtigt om sig, at endog en Del Kjør indebrændte. For denne afskyelige Mordbrand blev han dømt fra Livet og han blev forberedt af en Præst til at lide Døden. Dommen skulde fuldbyrdes, naar Præsten erklærede Angjeldende beredt til at dø, men da dette Tidspunkt indtraadte, blev han benaadet med 10 Aars Fæstningsarbeide. Denne Benaadning var ham ingenlunde velkommen. Han var kjed af Livet og ønskede sig Døden. Siden den Tid har han altid af og til havt stærke Anfegtelser af en ubestemt Angst, som han stadigen, siden han kom paa fri Fod igjen, har søgt at dæmpe ved at nyde berusende Drikke. Han løslodes i April f. A. opg begav sig over Gøteborg her til Landet, hvor han har vandret om og paa forskjellige Steder søgt at ernære sig dels ved Arbeide, dels ved Smaatyverier og dels ved Betleri. Han har paa denne sin Vandring ofte tænkt paa at tage Menneskeliv, og da helst at myrde En, som havde många pengar. Han vilde da reise sin Vei, men paa Forespørgsel, om han da vilde reist til Amerika svarede han: så långt hadde jag inte tänkt. Han benegter paa det Bestemteste tidligere at have taget Menneskeliv og endog at have nogengang været nær derved. Da han begav sig opover til Skedsmo, var det med den Tanke at stjæle en Ko, hvor Leilighed gaves. Han vandrede i den hensigt om paa mange Gaarde og søgte overalt at faa Hus, men forgjæves. Han opgav , at Grunden til det begaaede Mord var, at han var kjed af Livet. For at plyndre kunde enhver skjønne,at det ikke var, sagde han, thi der var fattigt i Stuen. Da man spurgte ham, om han havde flere Forbrydelser paa sin Samvittighed, svarede han: Det kan inte vara at tala om för den mannen Nærmere spurgt om Meningen med denne Ytring, sagde han: Jag får väl en prest, då kan det vara tid at tala om'et. Under sin hele Optræden viste Angjeldende en urokkelig Koldblodighed, men saavel hans Miner som hans Tale røbede et inædt og forfærdeligt Had til hans Medmennesker. Kun en eneste Gang under den lange Samtale syntes han et Øieblik greben af en mildere Følelse, som endog bragte en tilbagetrængt Taare frem i hans Øie, og det var, da Samtalen faldt paa hans Hustru og hans talrige Slægtninge, og han derunder maatte vedgaa, at han var den eneste af Slægten, som have betraadt Forbryderbanen. Hans Hustru lever med Hjelp af Fattigvæsenet- Hans Ægteskab har været Barnløst. Aftenbladet 20de juli Fredag morgen kl. 9 ankom Morderen Olaves Anderson for at forsone sig med Samfundet for sin blodige Daad. Hos sin Gud havde han allerede funnet Forsoning. Han ledsagedes av Prost Ingier og dennes Søn Kapellan Ingier. Ankommet til Skafottet, som var reist i en Birkelund lige ovenfor Kirkegaarden, fremtraadte Prosten, som i en kort, men hjertelig Tale skildrede Forbryderens syndefulle Liv, det han nu snart skulle ende som en Følge af sine Forvildelser. Det var dog Taleren en Trøst, at Angjeldende havde aflagt utvetydige Beviser paa sin Anger og Ruelse, og haabet han, at han ville finne Naade hos sin Gud. Efterat Prosten havde endt, fremtraadte Angjeldende og holdt en Tale til den om Skafottet forsamlede Menneskemasse, hvilken han oplyste om at han formedelst sine Synders Skyld forlengst havde fortjent Døden, for han var alene ikke Morder, men han var ogsaa Mordbrenner, Tyv, Horkar etc, kort, han havde stødt an mot alle Budene. Han haabet imidlertid allererede idag at kunne samles med Offeret for sin Mordlyst og forsikret han, at om Friheden i dette Øieblik vilde gengives ham, og om han dertil ville give ham den store Prestegaard der borte vilde han heller gaa sin Opløsning imøde. Han forklarede at den sidste Nat havde været ham en tung Nat, for han havde havet en haard Sjelekamp at bestaa, den han ved Guds underfulle Naade og Barmhjertighet var gaaet seirende ud af. Efter derpaa at have taget et rørende Farvel, la han seg ned på Blokken, og under Kapellan Ingiers Oplesning af Fadervor blev Hovedet med et eneste Hug skildt fra Kroppen. Da den konstituerede Skarpretter, som har et haardt og mindre behagelig Ytre, Torsdag Aften havde kommet til Strømmen, var han freidig, og han skal have ytret at han ikke kjente Frygt, men efter en Samtale med Angjeldende var der foregaaet en betydelig Forandring med ham. Han skildte sig imidlertid som sagt godt ved sitt Hverv. Verdens Gang 22.07.1868: Henrettelse Fredag Morgen Kl. 9 henrettedes Morderen Olaves Anderson oppe i Skedsmo i Nærheden af det Sted, hvor han kort før Jul begik den skrækkelige Misgjerning, Mordet paa den gamle Kone i den Hytte, hvor han søgte Nattely. Han ledsagedes til Retterstedet af Provsten Ingier og dennes Søn, Kapellan Ingier. Provsten skildrede i en kort, men gribende Tale Forbryderens lastefulde Levnet, som nu endte med Døden ved Bøddelens Øxe. Imidlertid var det ham en Trøst, at Synderen havde givet Tegn paa Anger og haabede, at han hisset vilde finde Naade hos Gud. Olaves Anderson holdt derpaa en Tale til Forsamlingen og bekjendte, at han forlængst havde fortjent Døden for sine Overtrædelser af samtlige Guds Bud. Han haabede på Guds Rige. Han vilde nu hellere dø end modtage sin Frihed, selv om han kunde faa den store Præstegaard derborte, sagde han. Den sidste Nat havde været ham tung men han var dog gaaet seirende ud af den haarde Sjælekamp. Efterat have sagt et rørende Farvel, bøiede han sit Hoved ned paa Blokken, Kapellan Ingier fremsagde Fadervor og under dette blev Hovedet med et eneste Hug skilt fra Kroppen. Samson Isberg, den offentlig ansatte Skarpretter, er for Tiden syg, og der har været adskillige Vanskeligheder med at faa hans Forretning udført ved nogen anden. En Larsen, som er ansat ved Anatomikammeret, paatog sig endelig dette Hverv, som han under Udførelsen viste sig voxen. Da man nylig i Sverige bekjendtgjorde en saadan Post, var der Ansøgere dertil i mængdevis. Verdens Gang 5.08.1868: Fogd Fürst paa Rommerige har tilskrevet Handelstidningen i Gøteborg følgende Brev: Indesluttende Opsats er nedskreven af Vagtmesteren ved det herværende Distriktsfængsel efter Siktamen af en der forvaret Forbryder, Olaus Andersøn, svensk af Fødsel, som for begaaet Mord er bleven dømt til at miste Livet. Han er født i Ytterby Sogn i Sverige, har opholdt sig i Gøteborg og Egnen deromkring og har i Sverige været straffet for Tyveri 2de Gange, og desuden for Mordbrand med 10 Aars Strafarbeide paa Långholmen. Olaus Andersøn henrettedes den 17de. Han gik sin Død imøde som en troende og angerfuld Kristen, og det er denne ulykkelige Mands sidste Begjering til mig, jeg herved opfylder, idet jeg anmoder Redaktionen om i dens meget ærede Blad at indføre hoslagte linier, i Haab om, at de derved vil kunne komme for hans Kones og Slægtninger Øine. Den dødsdømtes ovenomtalte Afskedsord lyder saaledes: Morderen Olaus Andersøn (Tydske Anders) erholdt i fuldt Maal Guds Naade til at gaa Døden imøde med Frimodighed samt med den rette Fortrøstning og Barnetro paa Herren og paa Saligheden hinsides Graven, men hertil var han blot kommen gjennem mange Prøvelser og Kampe, idet den Ondes Anfægtelser bestandig trængte ind paa ham. Hvad der især en længere Tid hindrede ham fra ret at kaste sig i Guds Arme, var Tanken paa hans saa kjære Hustru, som opholdt sig ved Gøteborg, og den Elendighed, han havde bragt over hende. Han haabede bestandig at erholde hendes Tilgivelse som Svar paa et Brev, som han i Fængslet havde sendt hende. men dette Haab skuffedes. Dog hans Tro paa Guds Godhed var stærk, og han følte, at den Tilgivelse, han længedes efter fra Hustruen, var ham af Guds Naade skjænket, om den end ikke direkte var kommen til ham. I denne hans inderlige Barnetro paa, at alt og alle havde tilgivet ham, ligger det bedste Bevis paa, at hans Forsikringer om, at han af Hjertet havde tilgivet alle, saa at i hans Indre ikke fandtes Spor af den fordum Bitterhed mod hans Øvrighed og Lovene, var fuldkommen oprigtigen. Ja han tilgav alle og bad med Inderlighed for alle, lige fra Hs. Maj. Kongen, som havde udtalt den endelige Dødsdom, hans Dommere og alle, som paa nogen Maade havde haft hans Skjæbne i sin Haand, - han bad for alle og haabede, at den Høieste havde forundt alle Naade til at bede for ham og for hans Frelse, paa hvilken han saa sikkert haabede, at han ikke vilde bytte Lod med nogen anden. Retstidende 1868 No 26 p. 441 Den 23de April LNR 171. Advocat Dunker, Actor mod Olaus Andersen I denne Sag, hvori Angj., for Mord dømtes til at have sit Liv forbrudt, har Høiesteret under 2den Mai 1868 afgivet følgende underdanigste Indberetning: “,Angj. er født i Bohuslehn i Nærheden af Kongelf den 23de Decbr. 1815 og gift, men børnløs, og har opgivet, at hans Hustru er gammel og understøttes af Fattigvæsenet. Han har ernæret sig dels som løs Arbeider dels i fast Tjeneste, og Politiet i Gøteborg, hvor Angj. Aarene før 1856 opholdt sig, oplyser, at han ogsaa var “,under Behandling”, som Løsgjængder (forsvarsløs). Han har i Sverige to Gange, i 1853 og 1855, været dømt og straffet for Tyveri, formentlig begge Gange med Fængsel paa Vand og Brød, samt desuden for Mordbrand med 10 Aars Strafarbeide. Dette udholdt han paa Långholmen, hvorfra han løslodes 29de April 1867. Derefter lod han sig i Begyndelsen af Mai Maaned s. A. forpasse til Norge, hvor han foregav at have faaet en Ansættelse. Ankommen her til Landet, opholdt han sig i Tønsberg, Horten og Holmestrand, og begik paa sidstnævnte Sted Tyveri, hvorfor han ved Underretsdom af 25de Juni 1867 under Navnet Elias Petersen blev aanset med 25 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Ved Hjælp af et Skudsmaal, lydende paa Magnus Larson, hvilket Angj. har vedgaaet, at han i en svensk Gaardeiers Navn lod skrive her i Landet, fik han Tjeneste hos F. Wilson paa Gaarden Vee i Sanne, med hvis Hest og Reisekjærre han i November, efterat have bestjaalet ham, rømte til Drammen og videre til Christiania. Allerede den 11te Decbr. blev han for et nyt, her forøvet, Tyveri under sit rette Navn dømt til 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød (hans Identitet med Elias Petersen og tidligere Domfældelse her i Landet var ubekjendt), og løslodes 25de Decbr., efter have udholdt Straffen. Han var nu, forklarer han, aldeles blottet for Penge, saa at han endog betlede, og efterat han forgjæves havde henvendt sig til Forskjellige om Arbeide, gik han den 28de s. M. udover Landet, idet han tog den Vei, han traf paa, i den Hensigt at ernære sig enten ved Arbeide eller Tyveri, eftersom han maatte faa Anledning til . Den 29de, Kl. 3 eller 4 Eftermiddag, kom han, efterat hans Begjæring om Herberge for Natten var afslaaet af 2det Vidne, ind til den tæt ved paa en Plads under Skedsmo Præstegaard enligt boende Enke, Margrethe Olsdatter Vestvolden, der ogsaa efter nogle Indvendinger fra hendes Side indvilgede i, at han maatte blive der Natten over. Han foregav at komme fra Trondhjem, og da han senere inden Retten spurgtes om Aarsagen til denne Usandhed, svarede han, at “,det vidste han ikke, han sagde ikke Sandhed nogetsteds, hvor han var.”, Han opholdt sig udover Aftenen hos Margrethe, og samtalede med hende. Noget Uvenskab fandt efter hans eget Sigende ikke Sted mellem dem. Brændevin siger Angj., at han ikke havde smagt den hele Dag. Ud paa Aftenen lagde han sig paa nogle Stole, paa hvilke Margrethe havde red en Seng til ham, men han sov ikke. Kort efter lagde ogsaa Margrethe sig i den i Stuen staaende Seng, og faldt strax i Søvn. Da han af hendes Snorken havde faaet Vished herom, stod han op med det Forsæt at dræbe hende, tændte Lys, og tog en paa Væggen hængende Bismer af Træ med indstøbt Bly, stillede sig foran Sengen, hvori Margrethe laa paa Ryggen, og bibragte hende med den tunge Ende af Bismeren først et Slag midt i Panden og derpaa, uden at hun havde givet nogen Lyd fra sig, nok et Slag, ligelees i Panden, hvorved Skaftet paa Bismeren faldt af. Da Margrethe nu rørte lidt paa sig, og, som Angj. Siger, “,snøftede lidt”,, tog han fra en Krog ved Siden af Sengen en Øxe, med hvis Hammer han tildelte hende to Slag efter hverandre i Hovedet, forat hun ikke skulde pines, “,og da var hun død”,. Denne Angj.s Forklaring om Maaden, hvorpaa Mordet er udført, er vistnok forsaavidt bestyrket ved den over Liget optagne Syns- og Obductionsforretning, som denne viser, at Hovedets Ben paa flere Steder vare dels fuldstændig knuste, saa at Stykker deraf vare aldeles løste og trængte ind i Hjernemassen, der var sønderreven og paa flere Steder traadt ud igjennem Fracturerne, dels kun fracturerede, at Saarene vare den Afdøde bibragte i levende Live, samt at Døden har været en umiddelbar og uundgaaelig Følge af flere af de beskrevne Beskadigelser derimod er der flere Beskadigelser, saasom et med skarpt Instrument bibragt, langt og dybt, dræbende Saar over høire Side af Ansigtet hen til høire Ørebrusk, et Saar i Nakken samt nogle Hudafskrabninger paa Ansigtets venstre Side og i Øiebrynet, og endelig paa Udsiden af venstre Haands Fingre, der neppe etfterlade Tvivl om, at Angj. maa have hugget ogsaa med Eggen af Øxen, hvilket han dog har benægtet, og at den Afdøde rimeligvis har værget sig, og derunder faaet nogle af de sidste omhandlede Saar eller Contusioner. Under Sagen nøiere adspurgt i denne Henseende, har Angj. imidlertid udsagt, at han ikke derom kan forklare sig nærmere, da han ikke mindes eller gav nøiere Agt paa Andet, end hvad han allerede under Forhøret havde forklaret. Han benægtede dog bestemt, at Margrethe var ude af Sengen, eller at hun havde givet Skrig fra sig eller søgt at forsvare sig, hvortil hun var ude af Stand, efterat have faaet det første Slag, og det er sikkert, siger Angj., at hun sov, da dette bibragtes hende. Hun rørte sig dog saameget, at det ene Ben kom ud af Sengen, men dette lagde han igjen ind, efterat hun var død, hvorpaa han kastede over hendes Ansigt og Hoved de Sengklæder, paa hvilke han selv havde ligget. Derpaa gav han sig til at randsage i Huset, og satte sig nu i Besiddelse af en Flaske Brændevin, en Æske med henimod 48 sk i Smaapenge, et Par af Margrethes kort forud afdøde Mand efterladte Støvler, som Angj. ombyttede med sine egne, ligesom han tog en Barberkniv og noget Linned m. M., og begav sig derefter paa Veien til Christiania, hvorhen han dog kun medtog Brændevinet, Pengene og Støvlerne, men nedgrov Resten, som han ikke gad bære paa, i Sneen ved Veien kort fra Gjerningsstedet. Disse Sager ere ogsaa gjenfundne, og værdsatte til 96 sk. Kl. omtrent 9 om Morgenen den 30te ankom han til Christiania, hvor han allerede Kl. 10 ½ samme Formiddag forøvede Tyveri ved at tage et udenfor en Klædehandlers Butik hængende Hestedækken, og blev paa Grund heraf arresteret. Samme Dag blev det herværende Politi underrettet om Mordet paa Margrethe Olsdatter, og Mistanken lededes strax hen paa Angj., der dog nægtede Forbrydelsen, skjønt de Støvler, han var iført, vare gjenkjendte som den Dræbtes Eiendom, og 1ste Vidne, en af hendes Naboer, der var tilstede, da Angj. den 29de om Eftermiddag indfandt sig, og bad om Natteherberge, bestemt havde gjenkjendt ham. Han afgav imidlertid allerede den 31te Decbr. for den undersøgende Politiembedsmand den Bekjendelse, som han senere for Retten er vedbleven, dog med nogle Forandringer. At han for Alvor har været betænkt paa at undgaa Opdagelse, er der heller ikke Grund til at antage. Dette maa navnlig sige om Mordet, idet han, efterat det var forøvet, lod Klumpen af den afbrukne Bismer ligge ved Sengen, og hensatte den efter Gjerningen blodige Øxe ved et Skab i Stuen. Sine egne Støvler lod han efter sig der, og iførte sig de tagne. Vistnok befandtes Skafterne af disse afskaarne, men dette var efter hans Forklaring skeet, for at skaffe ham Penge til Brændevin og Snustobak, som han havde erhvervet ved at sælge dem, og forhindrede heller ikke Støvlernes Gjenkjendelse. Betræffende Angjl.s Bevæggrunde til og Hensigten med Forbrydelsen sagde han først saavel for Politiet som for Retten, at det var Livslede, og at han ikke havde Tanke om at tilvende sig Penge eller andet, ligesom han i Forbindelse hermed først forklarede, at Tanken om at berøve Margrethe Livet først opstod, efterat han havde lagt sig i hendes Stue. Men ligesom det før Anførte om Angjl.s Hensigt,, da han forlod Christiania den 28de Decbr., maatte gfjøre denne Forklaring tvivlsom, saaledes har han senere efterhaanden vedgaaet, at han havde fattet Forsættet om at dræbe, allerede forinden han lagde sig, og at saadant Forsæt var en Satans Indskydelse, som han oftere før havde været underkastet, men overvundet. Forsættet at dræbe nogen bestemt Person har han ikke havt, siger han, men den Tanke er oftere kommet ham fore, at naar han traf Nogen, der havde mange Penge, burde han dræbe Denne, naar han derved kunde komme i Besiddelse af Pengene. Endelig har han i Sagens sidste Session vedgaaet, at han kom paaa den Tanke, at han skulde slaa Margrethe ihjel, for at han i Ro kunde undesøge, hvad der var i Huset, og sætte sig i Besiddelse deraf. Han sees dog ikke, da han besluttede Mordet, at have visdst, om der i den yderst fattige Enkes tarvelige Hus var Mad eller Penge at finde. Angj. har under Sagen forklaret, at han strax angrede Gjerningen, og tænkte paa at melde sig selv til Øvrigheden, men at han, efterat have drukket af det Brændevin, han fandt, fik bedre Mod. Hvad der ovenfor er anført om hans Adfærd, efterat han samme Dags Formiddag var kommen til Christiania, viser ogsaa, at hans Anger dengang ikke har været dyb. Derimod have to af Districtsfængslet Betjente, der som saadanne daglig have havt Anledning til at iagttage Angj. og samtale med ham, i en Session i Sagen den 5te Febr. erklæret, at han nu var kommen til fuld Erkjendelse af det Gruelige i sin Forbrydelse og til Anger over den. Sluttelig tilføies, at ligesom der ikke, forinden Angj. sidst blev fængslet, saavidt man ved, har været sporet Tegn til Sindsforvirring hos ham, saaledes have de nævnte Fængselsbetjente erklæret, at de ikke enten i Tale eller Adfærd have fundet ringeste Spor dertil hos ham. Efter dette har Angj. under sit omhandlede Ophold paa Pladsen Vestvolden forøvet baade Mord og Røveri, og han var ved de foregaaende Instantsers Domme fældet for begge disse Forbrydelser til at have sit Liv forbrudt, hvorimod Høiesteret af Hensyn til, at Actionsordren kun gik ud ved Tiltale for førstnævnte Forbrydelse, alene fældte ham for denne, dog til samme Straf. Den givne Fremstilling viser, at Olaus Andersen, ialfald indtil han kom til Erkjendelse af sin Skyld, var en Forbryder af groveste og farligste Slags, hos hvem det moralske Liv maatte siges næsten at være udslukt –, en Betragtning, der maa tillægges saameget større Vægt, som han nogle Maaneder før efter en mangeaarig Straffetid var løsladt af et Fængsel, hvor han maa have havt Anledning til ofte at høre Guds Ord og til at overveie sin Sjels Tilstand. For at anbefale ham til Livsstraffens Eftergivelse findes vanskelig andre Grunde af Betydning, end de, der anføres mod denne Straf i Almindelighed, men bortseet fra, hvad man herom maatte antage, fandt de Voterende i Høiesteret ikke i nærværende Tilfælde at burde tilraade Straffens Ikkefuldbyrdelse. Foruden at Angj. er i en saa fremrykket Alder, at der ikke med Rimelighed synes at kunne blive Spørgsmaal om at gjengive ham til Samfundet som et Individ, der kunde haabes at blive nyttigt eller uskadeligt for samme, tale Grunde af den største Betydning og Vægt for, at Dødsstraffen –, om nogensinde –, i nærværende Tilfælde bør komme til Anvendelse. Ved Siden af Angj.s stærke Hang til Forberydelser og store Ringeagt for saavel guddommelige som menneskelige Love maa især udhæves, at det Mord, hvorfor han er dømt, udøvedes med koldt Blod af den usleste Bevæggrund paa et værgeløst Fruentimmer, i hvis Hus han midt i den strengeste Vinter havde faaet Tilhold og nød Gjæstfrihed. Herom har Retten i et lignende Tilfælde i underdanigst Indstilling i Anledning af Dom af 11te Juli 1861 [Dahlgreen] udtalt sig. I Henhold hertil indstilles underdanigst, at den over Olaus Andersen afsagte Dødsdom maa blive fuldbyrdet. |
| Källa | Verdens Gang, 1868 |
| Registrerad | 2006-04-12 00:00 |