Rötter - din källa för släktforskning driven av Sveriges Släktforskarförbund
- Du är här:
- Start
- Faktabanken
- Avrättade
- 2006-04-12 00:00
Tillbaka
#196
| Tidpunkt | 1861-10-21 |
| Plats | Østfold, Norge
|
| Brott |
|
| Avrättades hemort | Töftedals socken, Älvsborgs län |
| Uppgifter om avrättningen | Morgenbladet 10.1.61 Fredrikshald den 2de Januar,: - I Ide Præstegjeld i en avsidesliggende Hytte skal Natten til den 2den Januar være begaaet en forskrækkelig Misgjerning. Saavidt os underrettet skal det være gaaet saaledes til: En svensk Person kom Nyttaarsdag Aften ind til Inderst Tønnes Eriksen Lie, som med sin Hustru var alene hjemme i Hytten, og forlangte Nattely, hvilket ble ham tilstaaet, han foregav at han var indkalt til et Forhør, som skulde avholdes paa Idd den følgende Dag, og vilde derfor ei gaa til Byen forinden han dermed var færdig. Ud paa Natten, da han troede de Gamle var falne i søvn, stod han opp og overfalt disse. Da Manden ved sin oppvaagnen ville verge for sig, bibragtes han af Angjældende et dypt Hug med en Øxe i det venstre Laar ligetil Benet og kløvede en af hans Fingre helt igjennem. Konen, hvem Ugjerningsmannen ligesaalidet sparte, blev tilføiet 11 forskjellige større Beskadeligelser, blandt hvilke et Hug i Panden, et gjennem Hagen og et gabende dybt Saar i den venstre Side av Halsen er af mest betydenhet. Hud og Kjød paa hennes Arm og Hender er liksom opphugget liketil benet paa mange steder, og hennes venstre arm er for en del knust av et voldsomt slag. Efterat svensken hadde udført dette sitt Voldsverk udtog han av de gamles gjemmer det ubetydelige som fantes, iblant hvilke var et fat havremelsgrøt, som han fortærte paa stedet og begav sig derpaa bort med hvad han fandt værdt at føre med sig, hvilken skal ha været af meget ringe Betydenhed, som betræffes ved den Omstændighed at Manden i den senere Tid skal ha nydt Understøttelse af Fatig-cassen. Begge de Mishandlede blev liggende bevidstløse i denne Tilstand indtil 3dje Januar om Morgenen Sønnen kom hjem. Der skal paa Grund af deres store Blodtab i Forening med den lange Henliggen i den strenge Kulde uden Pleie og Hjælp være lite Haab om at redde dem fra den nære Død. Christiania Intelligenssedler, 18.01.1861: Smaalenenes Amtstidende beretter, at Forøveren af den i Enningdalen begaaede Ugjerning er indbragt i Fredrikshalds Fæstningsarrest, og meddeler Følgende efter det oplyste og sludtede Forhør: Morgenbladet, den 19. 01.1861 og Norske Intelligenssedler 18.01.1861 Fredrikshald, 12te Januar: Forøveren av den i Enningedalen passerede Ugjerning - en av de styggeste paa lang Tid - blev igaar Aftes indbragt til Fæstningsarresten her. Forhøret er sludtet og vi se os nu istand til, i overensstemmelse med dette, at meddele følgende: Røveren er en svensk Person, som har arbeidet i og om Fredrikshald i flere Aar, og har kaldt sig Peter, men efter Opgivende i Virkeligheden hedder Johannes Eriksen, og er født i Rølands Sogn i Bohuslehn.Han havde opholdt sig i Fredrikshald i Julen, og var paa Veien indover til Sverige, da han Søndag før Nytaar indfandt sig paa Pladsen Lien i Enningdalen, hvor han erholdt Nattely hos de to derstedt boende gamle Husmandsfolk. Efter at have forladt Pladsen Mandag Morgen kom han Tirsdag (Nytaarsdag) Aften igjen, under Paaskud at han var bleven underrettet om at nogle ham i Fredrikshald frastjaalne Sager vare gjenfundne, og at han derfor vilde tilbake til Byen, for at faa Ret paa dem. Uagtet Folkene vare lidet fornøiede i dette Besøg, da Fyren havde et stygt Opsyn, og havde noget mørkt over sig, lod de ham dog atter bli Natten over hos dem. Efterat nu de Gamle vare indsovede, stod Svensken op fra sin Hvileplads i Skorstenen, tog en Øxe, som stod inde i Stuen og gav sig til at hugge løs paa Konen som han bibragte flere dype Saar over Halsen, Armene og Nakken. Vekket av sin Kones Skrig reiste Manden sig og søgte at drive Ugjerningsmanden tilbage. De kom ud paa Gulvet hvor de brøtes en Stund, men snart fik dog Svensken Overmagten, og gav Manden saa forsvarlig tilredning med Øxen at denne nok lot være at gjøre videre Modstand og krøb opp i Sængen igjen. Derpaa gav Røveren sig til at ransage efter hvad der var at finde, brøt opp en laast Kiste som stod ved Sengen, av hvilken han tok ud av hvad han fandt Behag i, søgte etter i Skabet og bemægtigede sig forresten det han kom over av Brugbare Ting. Stort var det vidstnok ikke, for Folkene var fattige og levde av offentlige Understøttelse. Da han hadde forsynt sig, pakket han sit Habengut ind i en Sæk han hadde med, spiste Levningerne av Aftensmaden, som endnu stod paa Bordet og gik saa sin Vei, idet han slængte Øxen opp paa Loftet. De Gamle blev liggende hele neste Dag over, uden at det kom Nogen og saa til dem, de gjorde et Par forgjæves Forsøg paa at komme op og udenfor for at se efter Hjælp. Endelig kom den anden Dags Morgen tilfeldigvis deres Søn til Pladsen for at besøge Forældrene, og fandt dem aldeles forkomne av Kulde og Udmattelse. Røveren havde imidlertid begivet sig i Ro og Mag indover til Sverige, hvor den udsendte Politiebetjent traf paa ham den følgende Tirsdag Aften i Nærheden av Kvitstrøm Bro omtrent 6 Miil fra Grændsen. I Begyndelsen vilde han intet tilstaa, men efter at være gjenkjent af de Gamle og af forskjellige andre Folk hos hvem han samtidig havde været inde, gik han til Bekjendelse, men har dog vedblivende benægtet at Forsættet til Ugjærningen opstod hos ham før da han vaagnet om Natten, mens han imidlertid ingen Grund har kunnet angive til at han gjorde Vendereise og til at han fremkom med Historien om Tyveriet i Fredrikshald. De øvrige koster havde han for største Delen skillet sig ved, men han havde dog iført sig en Frak han havde taget, idet han kun hadde forandret Knapperne. De Gamle lever endnu, men Konen er iallefald syndeligen verre, saa det neppe er synderlig Haab om at hun staar det over. Morgenbladet 18.07.1861 Atter har Høiesteret afsagt en Dødsdom, idet nedenstaaende af Idde og Markers Sorenskriver afsagte og af Overretten stadfæstede Dom i disse Dage ogsaa er stadfæstet af Rigets øverste Domstol: Tiltalte - svensk Person - Elias Johannesson Dahlgreen bør for Forbrydelse mod Kriminallovens Kap. 20 § 4 at have sit Liv forbrudt, hvorhos han efter approberede Regninger udreder de med hans Paagribelse, Arrest og Transport, Lægeforretningerne og Sagen forøvrigt forbundne Omkostninger, hvoriblandt til Referenten Prokurator Lyche, foruden Skyds og Diæt, i Salarium 15 . femten - Speciedaler. At efterkommes ved Øvrighedens Foranstaltning under Adfærd efter Loven. Angjældende havde, som det vil erindres efter hvad det tidligere har været offentliggjort angaaende denne oprørende Sag, søgt Nattelogis i en afsides beliggende Husmandsplads Lien i Ids Præstegjeld i Nærheden af Frederikshald, paa hvilken Plads der boede en 68-aarig Husmand med hans 72 Aar gamle Hustru. Disse gik efter sammen med Tiltalte at have fortæret deres Aftensmaaltid tilsengs omtrent Kl. 8, medens Tiltalte lagde sig i Skorstenen. Om Natten vaagnede Konen ved at denne huggede hende i Hovedet med en Øxe og han fortsatte med at tildele hende Hug paa Halsen, venstre Arm og Ryggen indtil Manden , vækket ved Konens Skrig sprang op og fik kastet ham tilbage, hvorved de begge faldt omkuld paa Gulvet, der opstod nu en Kamp, under hvilken Tiltalte gav Husmanden flere Hug med Øxen, blandt Andet i Hovedet, saa at han blev aldeles magtesløs, faldt om, men formaaede dog at krybe op i Sengen ved Hjælp af Konen, som imidlertid havde sat sig paa Sengekanten. De Saarede blev nu liggende i Sengen, medens Angjældende tændte en Praas, lyste for sig og fandt en tillaaset Kiste, hvoraf han tilegnede sig 3 Rugmelskager, 2 Ostestykker, lidt Smør, noget Uld, 12 sk i en Pose og endel mindre Klædningsstykker osv. Alt kastede han i en Sæk, satte sig ved Bordet og fortærede den Grød og Melk, som var bleven tilovers fra Aftensmaden, og begav sig derpaa bort, idet han slængte Øxen, hvormed Misgjerningen var begaaet, op paa Loftet. Dette foregik 30te December, og de ulykkelige Gamle blev fordetmeste i bevidstløs Tilstand liggende til Thorsdag Morgen den 3die Januar, da deres Søn tilfældigvis kom for at besøge dem. Denne antraf Faderen liggende paa Gulvet under et Forsøg paa at gjøre Varme paa, og Moderen liggende i Sengen, begge aldeles forkomne af Kulde og Udmattelse, men dog ved fuld Samling. Kisten stod opbrudt midt paa Gulvet med dens Indhold spredt omkring, Stolene laa overende, og Blod fandtes paa hvert Sted, navnlig paa Kjelderlemmen. Ved Lægeundersøgelsen frandtes Manden at have faaet 14 forskjellige Saar, hvoraf 5 i Hovedet, Konen 11 forskjellige Skrammer, begges Tilstand var yderst betænkelig. Manden kom sig dog efterhaanden, men Konen døde i Løbet af den følgende Maaned. Det er maaskee overflødigt at tilføie, at Forbryderen er en fra sit Fødeland ilde berygtet Person, der oftere har været tiltalt og straffet for Forbrydelser, og af Præsten har været negtet Kommunionen. (Aftenbl.) Retstidende 1861p. 627 L.Nr. 356 Advocat Lous, Actor mod Elias Dalgren. I denne Sag afgav Høiesteret følgende Indberetning. “,Ved Høiesterets den 14de dennes afsagte Dom, der stemmer overens med de foregaaende Instantsers Domme, blev Elias Johannesen Dahlgren for Forbrydelse mod Crll.s Cap. 20 § 4 dømt paa Livet. Retten afgiver derfor sin underdanigste Indberetning om Sagen. Den Gjerning, hvorfor bemeldte Elias Dahlgren er domfældt, foregik Natten mellen 1ste og 2den Januar sidstleden paa Pladsen Lien under Gaarden Ende i Enningdalen i Nærheden af Fredrikshald. Til denne Plads, hvor alene et Par gamle Husmandsfolk, den 68aarige Tønnes Eriksen og hans 73aarige Hustru, Eli Andersdatter opholdt sig, kom Domfældte, en for dem aldeles ubekjendt Person, første Gang Søndag Aften den 30te December f. A., da han bad om og erholdt Nattely. Hans kaldte sig Peter, samt opgav at være fra Flødmarken i Navestad Sogn i Sverige, og paa Arbeide at have været inde ved Fredrikshald, hvor han imidlertid klagede over at være bleven frastjaalen et Spand med iværende 2 Spdlr. og et Knytte med Brød. Om Morgenen forlod Angjældende Pladsen, men kom herhen tilbage igjen Nytaarsdagen om Aftenen Kl. 5 til 6, opgivende at han, efter i Sverige at have faaet Spor paa sin Tyv, i den Anledning igjen agtede sig til Fredrikshald. Han deltog med de Gamle i deres Aftensmaaltid, omtrent Kl. 8 gik de til Hvile i deres Seng, hvorimod Angjældende lagde sig i Skorstenen. Efter at de Gamle havde sovet en Stund, usagt hvor længe, vaagnede Konen Eli derved, at Angjældende hug hende i Hovedet med en de Gamle tilhørende liden Vedøxe, som havde staaet op til Bordet i Værelset, og vedblev han dermed at tilføie hende Slag paa Halsen, Ryggen og flere Dele af Legemet, indtil hendes Mand, som i Anledning af, hvad der foregik, havde reist sig, drev Angjældende bort fra Sengen. Der opstod nu paa Gulvet en Kamp mellem Angjældende og den gamle vaabenløse Mand, som herunder af hin blev tildelt mange Hug med Øxen baade i Hovedet og paa venstre Arm, Haand og Laar, saa at han segnede om aldeles udmattet, og først efter en Stund kunde krybe hen til Sengen, hvori han ved Hjælp af Konen, som imidlertid ogsaa havde været ude af Sengen, igjen kom op. Medens de Gamle saaledes laae i Sengen, tændte Domfældte Lys, brød op en i Værelset staaende Kiste og udtog deri værende Brød, Ost og Smør, tolv eller atten Skilling i Penge, lidt Uld og nogle Klædningsstykker. De af disse Ubetydeligheder, han ikke fandt det Umagen værd at medtagde, lod han blive liggende omkring paa Gulvet, herhos tog han en paa Væggen hængende gammel Frakke, fra et skab lidt Tobak og for Øvrigt en Kniv og et Garnnøste. Alt det, han tog med sig, lagde han i en medhavende Sæk. Forinden han gik, nød han Levningerne af Aftensmaaltidet, og slængte den blodige Øxe op paa Loftet, hvorfra den først nogle Dage senere blev fremhentet, han lukkede Døren efter sig ved Bortgangen. De Mishandlede blev liggende i deres hjælpeløse Tilstand i over et Døgn. Om Morgenen den 3die Januar kom imidlertid deres Søn Simon tilfældigvis til Pladsen, hvor han fandt dem forkomne af Udmattelse og kulde, men dog ved fuldt Samling, saa at de kunde berette det Passerede. Faderen fandtes fremme paa Gulvet, hvor han var forbleven liggende efter et forgjæves Forsøg paa at komme hen til Skiorstenen for at faae gjort Ild op. Værelset var trindt om besudlet me Blod. Konen blev nu foranstaltet henbragt til en nærliggende Gaard, og begge de gamle blev Natten til den 1de Januar undersøgte og tagne under Tilsyn af Districtslægen. Tønnes Eriksen befandtes tilføiet fire forskjellige Hugsaar i Hovedet omkring Issen lige indtil Benet, paa hans venstre Overarm fandtes fem forskjellige friske Saar, paa venstre Haandleds Rygflade fandtes ligeledes et dybt Saar, venstre Ringfinger var opskaaren lige til Benet, ovenfor Hoftebenskammen paa venstre Side og paa venstre Laar fandtes endelig betydelige Hugsaar, og Tønnes Eriksen har efter Lægeskjønnet mistet en betydelig Mængde Blod. Saarene ere af Lægen erklærede at være af den Beskaffenhed, at de alle i Forening og i Forbindelse med de øvrige Omstændigheder meget sandsynlig kunde have havt Tønnes Eriksens Død til Følge. Det gik imidlertid saa heldig med hans Kur, at han allerede ved Slutningen af Februar Maaned blev erklæret helbredet. Konen befandtes at have faaet et Hug midt i Panden lige ind til Pandebenet, og paa venstre Side af Hagen var Underkjæven blottet, paa Halsen fandtes et gabende Saar, lige saa befandtes Saar hende tilføiede paa Brystet og begge Hænderne, ligesom paa venstre Overarm, der var brukken, fandtes fire forskjellige Hugsaar. Af Saarene var efter Lægens Erklæring intet i og for sig dræbende,, men tilsammen og i Forbindelse med den derved forvoldte stærke Blødning og Sjæls- og Legemsrystelse blev Saarene erklærede for yderst livsfarlige. Konen, som havde en god Legemsbygning, og derhos stedse havde havt en særdeles god Helbed og for sin Alder gode physiske Kræfter, fandtes allederede fra Først at langt mere svækket og afkræftet ved Mishandlingen, end Manden, hendes Kræfter svandt under Sygdommen, og den 26de Februar altsaa otte Uger efter Begivenheden, afgik hun ved Døden. Ved Obductionen opdagedes femte venstre Ribbeen at være brukket, lige under samme fandtes Spor af en forudgangen Brysthindebetændelse, og høire Lunge fandtes i betændt Tilstand. Lægen har imidlertid bestemt erklæret, at Eli Andersdatters Død maa ansees som “,en directe Følge af den imod hende udøvede Vold, de mange hende bibragte Vulnerationer og den derved foraarsagede Sygdom”,. Det medicinske Facultet har i Betænkning af 18de Mai sidstleden ogsaa erklæret, “,at der er al Grund til at aantage, at den ved de tilføiede Beskadigelser, ved Blodtabet og det langvarige Sygeleie bevirkede Svækkelse hos den allerede gamle Kone har været den væsentligste Aarsag til den Sygdom, hvoraf Eli Andersdatter er død.”, Domfældte var allerede den 8de Januar bleven paagreben i Sverige, og blev derfra bragt ind til Fredrikshald.Han vedstod strax Gjerningen, ligesom han blev gjenkjendt af begge Beboerne af Lien. Ved Forhøret kaldte han sig imidlertid Johannes Eriksen, og det var først for Politimester Gram i Arresten han bekjendte sit rette Navn og Fødested, nemlig Toftedals Sogn, der er beliggende i Elfsborgs lan, omtrent midt imellem Fredrikshald og Wenersborg. Rigtigheden af Angjældendes nysberørte Opgivende bestyrkedes ved Undersøgelse i Sverige, i Forbindelse med derhen oversendte photographerede Billeder af Forbryderen. Det er oplyst, at han er Søn af Husmandsfolk i bemeldte Sogn og født i 1816, efter eget Opgivende den 17de Mai. Uagtet dygtig Snedkerarbeide staaer han i sin Hjembygd anført som Løsgjænger, og han har i Sverige trende Gange været domfældt for Tyveri, nemlig i 1843, 1846 og 1853, men han var allerede rømt, da den sidste Dom blev afsagt. Her i Riget har han allerede i 1839 under sit rette Navn været dømt og staffet for Tyveri, og blev han under falsk Navn Anders Eriksen eller Ole Andersen den 10de September 1855 for Indbrudstyveri m. M. ilagt 6 Aars Strafarbeide af herværende Stiftsoverrets første Afdeling, ved hvis Dom han acqviescerede. Da han efter den tildels i Bodsfængselet udstaaede Straf i October Maaned f. A. skulde føres over Grændsen, rømte han paa Mosseskoven. Domfældte vilde først ikke vedgaae at have tænkt paa Gjerningen, førend han vaagnede samme Nat, hvori Gjerningen forøvedes, han benegtede endog at bestemt Hensigt med at hugge løs paa Pladsens Beboere, og navnlig at det var hans Mening at plyndre dem. Dette Sidste erkjendte han dog i samme Forhørssession, ligesom han under Sagen vedgik, i Mellemtiden mellem de to Gange, han var paa Pladsen, at have fattet det Forsæt at plyndre de, og til Slutning erkjendte han, at han om Aftenen, før han begik Gjerningen, havde udseet sig Øxen til Redskab. Han paastaaer imidlertid stadigen, at hans Hensigt, med at bibringe de Gamle Øxehuggene kun var at gjøre dem udygtige til at hindre Plyndringen, og han benegter al Hensigt til at dræbe dem. I Forbindelse hermed benegter han ogsaa at have tænkt paa Følgerne baade af, at han benyttede Øxe, og af, at han forlod de Gamle i den hjælpeløse Stilling, der vilde kunne medføre Døden, hvorimod han paastaaer, at han strax efter fuldført Gjerning følte Anger over denne,og at derfor - uagtet han senere hørte de Gamle smaasnakke med hinanden i Sengen, hvilken Omstændighed disse heller ikke have benegtet - den Tanke, at de var sikrest for ham aldeles at gjøre det af med dem, slet ikke opstod hos ham, hvorimod han lukkede Døren efter sig, da han gik, for at de Mishandlede ikke skulde lide af Kulden. Uagtet Angjældende ikke er dømt for Mord, troer Retten dog ikke at burde anbefale ham til ved Deres Majestæts naade at blive fritagen for Livsstraffen, som Loven bestemmer for Røveri forenet med Drab. For den, der angriber sit Medmenneske med Øxehug i Hovedet, maa Tanken om den Angrebnes Død være saa nær, at Gjerningen, naar den er overlagt, kun lidet skiller sig fra en Mordgjerning. Hos det angjældende Individ overHoved, findes der fremdeles her Intet, som opfordrer til Skaansel, hvorimod det feige og lumske Overfald paa gamle hjælpeløse Folk, der netop havde gjort ham Godt, idet de laante ham Hus og delte deres tarvelige Maaltid med ham, stæmpler hans Gjerning paa den stærkeste Maade, moralsk Henseende som den afskyeligste og mest oprørende Udaad. Men Almenvellet paakalder derhos med høi Røst Anvendelsen af Lovens Strenghed i Tilfælde som det heromhandlede. Den ædle Gjæstfrihed, som trindt om i dette Land, og det netop mest i den ensomme Hytte og i afsides liggende Egne, ydes den ukjendte Vandrer, er paa en Maade tilsagt af Nødvendigheden der, hvor en tynd Befolkning i et barskt klima boer spredt paa faa store Vidder. Men skal denne Gjæstfrihed i Tidens Længde vedvare, maa den gjæstfrie Arne paa den stærkeste Maade, Staten formaaer, omhægnes og sikres imod lumskeligen at blive skjændet og blodstænkt af en i Troskyldighed optagen røversk Vandrer. I Henhold til det Anførte indstilles underdanigst: At den over Elias Johannessen Dalgren afsagte Dødsdom maa blive fuldbyrdet”,. Departementstidende 1861 p. 708-9 Overensstemmende med Justits-Departementets og Regjeringens Indstillinger er ved kongelig Resolution af 31 August sidstleden den Elias Johannesson Dahlgreen den 21 Juli 1861 overgaaede Høiesteretsdom, ved hvilken han for Røveri, forenet med Drab, efter Criminallovens Cao. 20 § 4 er tilfunden at have sit Liv forbrudt, befalet fuldbrydet uden naadigst Formildelse. Morgenbladet 11.10.61: Elias Dahlgreens Henrettelse er bestemt til at foregaa ved Gaarden Lundene i Enningdalen Mandag den 14de October kl 12 Middag. Dahlgreen hadde indgitt ansøkning til hans Majestet Kongen om fritagelse for at bli henrettet - men er hans andragende herom av Justisdepartementet henlagt. Lillehammer Tilskuer 17.10.61: - Ved høieste Resolution af 4de Dennes er det fra Elias Johannesen Dahlgreen inkomne Andragende om Benaadning med Hensyn til den hgam ved Høiesteretsdom af 11te Juli 18651 for Røveri forenet med Drab, efter Kriminallovens Kap. 20 § 4 tilfundne Straf af at have sit Liv forbrudt, befalet henlagt som Afgjort ved kongelige naadigst Resolution af 31te August 1861, ifølge hvilken den afsagte Dom skal fuldbyrdes uden Formildelse. Morgenbladet 20.10.61: - Den med Livet afdømte Elias Dahlgreen, der efter foregaaende Beretninger skulde halshugges i Mandags, har paa grunn af at han nu er kommen til bedre tanker og opgitt ukjente Forbrydelser samt ved Præstenes Forestillinger, faaet otte Dages Betænknings- og Udsættelsestid, saaledes at Executionen først vil foregaa paa Mandag førstkommende. Skarpretteren var allerede ankommen til Frederikshald Thorsdag i forrige uke. Morgenbladet 25.10.61: og Christiania Intelligenssedler 25.10.1861: Fredrikshald 22.10: - Ved Middagstid igaar foregikk Elias Johannesen Dahlgreens Henrettelse i nærheten av plassen Lien under gaarden Ende i Enningdalen, hvor han hadde begaatt den misgjerning, hvorfor han maatte lide døden. Efterat sognepræsten til Idd hadde samtalet med Delinquenten paa Gaarden Ende, ledsaget han ham til Retterstedet, der var omringet av Militære av Fredrikstenske Korps, og hvor Dommene samt den kongelige Resolusjon, hvorved disse vare befalede fuldbyrdede uden formildelse, blev oppleste, hvorefter Angjældende ble anbefalet Præsten og dernest Skarpretteren. Efterat Præsten hade forelagt Delinkventen nogle spørsmaal som han besvarte rolig og som det syntes med fuld overbevisning, liksom han syntes at gaa døden rolig i møte, den han nu efter udtalelse baade for sin sjelesørger og andre foretrakk for livet, og derenest talt til ham og bedt for ham likesom og henvendt sig til de temmelig tallrike tilskuere, ble Angjældende mottatt av skarpretteren, avført kjole, vest og halstørkle, hvormed han ble bundet for øynene, samt lagt paa blokken, og idet Præsten leser Fadevor, faldt øksen, og skiltes hodet med et hugg fra kroppen. Liket ble straks ført til kirkegaarden ved Præstebakke kirke for at begraves. Henrettelsen foretoges av den for hele landet ansatte skarpretter, Isberg, en aldrende mann, der nu udførte den 10de Henrettelse. Illustreret Nyhedsblad 03.11.1861 Frederikshald. Den 21de Oktober henrettedes Morderen Elias Johannesen Dahlgreen, efter i Forveien at være kommet til Anger og Omvendelse. |
| Källa | Morgenbladet 1861 |
| Registrerad | 2006-04-12 00:00 |